onsdag den 28. januar 2015

Sådan er reglerne for nye LAG-tilskud

bragt første gang den 16. december 2014; opdateret januar 2015

Med en økonomisk ramme på 3 mio. kr. i 2015 er LAG Småøerne parat til at give tilskud til ø-projekter.
Ansøgningsfristerne er ikke fastsat, men den første forventes at blive i løbet af foråret. Fristerne vil blive offentliggjort her på hjemmesiden.
LAG Småøernes bestyrelse har til opgave at fordele tilskuddene, og man har på forhånd valgt tre tilskuds-områder: 1. Erhvervs-og turismeudvikling, 2. Bosætning og 3. Samarbejdende udviklingsarbejde.

Under disse tre overskrifter skal projekterne ligge inden for otte snævre indsatsområder, som er beskrevet her www.lag-smaaoerne.blogspot.dk/p/vores-indsatsomrader.html.
LAG-bestyrelsen lægger vægt på, at de projekter, der får tilskud, er stærke, når det gælder lokal forankring og samarbejde.
Erhvervsprojekter vil desuden blive vurderet på graden af forretnings-orientering, projektets organisering samt de forretningsmæssige kvalifikationer hos projektejeren og partnerne.
Reglerne for tilskud er i øvrigt sådan:


  • Tilskuddet kan udgøre op til 50 pct. af projektets udgifter, og det mindste beløb, der gives i tilskud er 50.000 kr.
  • Virksomheder kan dog højest få 30 pct. i tilskud – MEN ved mindre investeringer kan også virksomhedsprojekter få op til 50 pct. i tilskud, dog så kun tilskud under 100.000 kr.
  • Ansøgere skal dokumentere ’udgifternes rimelighed’ i form af to tilbud, referencepriser m.v. på tidspunktet for ansøgning – dog senest på tidspunktet for anmodning om udbetaling af tilskud.
  • Som medfinansiering kan projekterne bruge private midler, fondsmidler og offentlige tilskud (fx Landdistriktspuljens ø-støtte).
  • Frivilligt, ulønnet arbejde kan indgå i finansieringen af ’almennyttige’ projekter - indenfor f.eks. bosætning, landsbyfornyelse og lokale udviklingsstrategier. 
  • Når LAG-bestyrelsen har vurderet og godkendt projektet og ansøgningen, er det Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (MBBL), der kan give det endelige tilsagn om tilskud.
  • Tilskuddet udbetales af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter ved projektets afslutning – når alle udgifter er afholdt.
  • LAG Småøernes koordinator kan hjælpe med at udforme og udvikle projekterne og vejlede om budgetlægning, finansiering, organisering, forretningsmuligheder o.l. Men ansøgeren skal selv beskrive projektet og ansøge om tilskud (på skemaer fra MBBL).
  • En stor del af de projekter, der får tilskud via LAG Småøerne, vil være forpligtet til at dele og formidle den viden og de erfaringer, der er indhøstet. 
  • LAG Småøerne vil følge alle projekter, og projekter, der får tilsagn på 100.000 kr. og derover, skal også besigtiges af LAG-koordinatoren, når de afsluttes.

Allerede nu kan man finde LAG-ansøgningsskemaet og en vejledning på MBBLs hjemmeside: www.livogland.dk/lokale-aktionsgrupper/nye-programperiode-2014-2020/info-projektansoegere/ansoegningsskema. 

LAG Småøerne har ansat Morten Priesholm, som foreningens projekt-koordinator. Morten var også koordinator i 2007-2013 for den daværende Småøernes Aktionsgruppe.

Morten træffes på tlf. 22 32 84 93 og mp@lag-smaaoerne.dk